Er relativitetsteorien rigtig?

Især tanken om at lyset hastighed er den højest opnåelige irriterer mig.

Hvis man baserede alle målinger af hastighed på måleinstrumenter der udelukkende kunne måle bølgen på overfladen af flydende vand, ville en bølges hastighed være den maksimalt opnåelige og man kunne udvikle en relativitetsteori baseret på denne hastighed, som beviste at ingen hastighed kunne være højere og der skulle bruges uendelige mængder af energi til at bevæge sig hurtigere en denne hastighed.

Det samme ville gøre sig gældende, hvis man udelukkende brugte måleinstrumenter der målte lyd i luft ved 1 Atm tryk. Så ville dette være den størst opnåelige hastighed og man ville se dobler effekter mm.

Nu ved vi at de to ovenstående teorier ikke er sande, men hvis vi bruger måleinstrumenter der måler ved hjælp af lys, vil lyset selvfølgelig være den højeste hastighed. Problemet er bare at vi ikke endnu har noget der kan måle med informations-transport der er hurtigere end lyset, så derfor er relativitets teorien "sand" indtil vi finder et andet måleinstrument der er "hurtigere".

Hvis man kunne lave et eksperiment der beviste relativitetsteorien ved en hastighed lavere end lysets, ville dette modbevise at lyset var den højeste hastighed.

Konklusionen må, så vidt jeg kan se, være at den maksimale hastighed er en egenskab ved måle-teknikken og ikke en absolut størrelse.

Tanker om lys

Hvis lyset har en hastighed i glas, en anden hastighed i vand, en tredie hastighed i luft, så må man kunne beregne nogle egenskaber for det "medie" lyset bevæger sig i i "vakuum". Dette kan blive nøglen til at finde den sorte masse, der mangler for at beskrive universets vægt. Måske er den manglende masse "vægten" af alle de fotoner der bevæger sig imellem stjernerne.

Hvis en af jer der kender til fysik læser dette, kan I så svare mig på om lodret polariseret lys bevæger sig igennem en lodret spalte på samme måde som vandret polariseret lys?

Jeg tænker på lys som en elektron og en positron der ligger tæt sammen og roterer med den frekvens, som lyskvanten har, mens kvanten(de to partikler sammen)bevæger sig i en retning, på den måde har man både en bølge(variationen i rotationen) og en partikel (de to partikler som en helhed).

Dette par er udadtil elektrisk neutralt, men vil påvirkes hvis en pol kommer tæt nok på "noget" til at påvirke asymmetrisk på en af de to partikler. Hvis det som påvirker er på rotationsaksen, vil påvirkningen være mindst mulig.

Så tager vi lige tyngdekraften med, når vi nu er i gang

Da E=MC2 vil enhederne være kg*m*m/(s*s). tyngdekraften Ft måles som en "konstant" * masse *acceleration A måles med enhedderne kg*m/(s*s) Konstanten varierer med "det andet" legemes masse og afstanden. Det bliver et eller andet langhåret med differentialer og integraler, som jeg ikke har helt styr på.

Så hvis D er afstanden (fx over en planet) vil dE=M * dA * dD (d er delta: forskel)

Når et legeme nærmer sig til et andet legeme falder den potentielle energi og overføres, så vidt jeg kan se, til det fælles tyngdepunkt. Da et system altid søger imod den laveste energitilstand, vil denne energitransformation være drivkraften i tyngdekraften. Der er derfor ikke brug for en tyngdepartikel eller andre mystiske fænomener.

Energitransformationen er drivkraften bag tyngdekraften. Nærmest som en "invers"-fjeder, der bliver blødere, når den bliver strakt.

Da to lemegers fælles tyngdepunkt udveksler energi med alle andre legemers fælles tyngdepunkter, bliver det hurtigt meget komplekst, men betyder vel også at alle legemer i universet konstant udveksler energi og hermed er forbundet.

Det evige univers

Jeg har aldrig kunnet forstå "Big Bang"-teorien. Hvor kommer stoffet og energien fra, inden det hele starter. Nej du, jeg har en bedre ide.

Jeg tror på et "evigt pulserende univers". Det fungerer således:

Forestil dig et gigantisk, uendeligt skakbræt. I de sorte felter eksploderer hver sin lokale univers-del, svarende til alt det vi kan observere med Hubbel-teleskopet. Stoffet fra de forskellige eksplosioner samler sig i de hvide felter og samles til sorte huller. Nu eksploderer alle de hvide felters stof og samles i de sorte felter. Og så videre...

Dette sker selvfølgelig i tre dimensioner, måske flere, men systemet er det samme. På denne måde bevares masse og energi, samtidigt med at processen kan forløbe evigt, uden at have start eller slutning.

Så slipper vi også for de forbandede dommedagsprofetier, med universets død, som alligevel er i en så stor tids-skala at det er ganske ufatteligt for menigmand (og mig), men stadig efterlader individet med en følelse af håbløshed.

P.S. Hvis ingen læser hvad jeg skriver, kan det jo være fuldstændig lige meget om jeg har ret.