Fokusering
U F O
Kundalini
Midi
Artikler
Forum
ALO om meditation


Goder og problemer ved at se indad.

Siden er under oppygning og vil vokse ret hurtigt.
Hav tålmodighed med den gamle redaktør.

Mit syn på gud og alt det der...

Der er så mange religioner der mener at de har patent på at kende Guds tanker og hvad Gud vil have og hvad gud kan lide.

Når det kommer til stykket er det bare deres egne, små mennesketanker de projicerer over på det guddommelige, for at give deres egne ord mere vægt.

Den bedste definition på Gud, finder jeg i tanken om at alt i Universet er levende, lige fra det enkelte atom op til de største galaksehobe og den samlede bevidsthed der omfatter ALT er GUD.

Et menneskes liv og gerninger er i denne sammenhæng af mindre betydning end stjerners fødsel og død, men på grund af sommerfugle-effekten, vil et hvert valg vi tager og enhver handling vi udfører, på alle niveauer, fra tankedryp til massemord, kunne få indflydelse på en hvilken som helst anden del af universet.

Guder findes på mange niveauer; Som administrator af en menneskekrop i et fysisk livsforløb, har vi ansvar for alle de celler som kroppen består af, alle de væsener som lever i symbiose i og på kroppen, samt alt hvad vi bruger kroppen til.

Hvis vi ser et niveau op, lever vi på en klode, Gaia, hvori vi er celler, måske cancer, som misbruger den gæstfrihed kloden viser os.

Når jeg mediterer, og det gør jeg, holder jeg meget af at starte min meditation, med at gentage følgende sætning tre gange: "Jeg er en celle i Guds legeme." Det giver mig et godt perspektiv på min plads i verden og minder mig også om at jeg er gud, for hele min krop og derfor skal behandle den godt, så alle de små væsener kan få et godt livsforløb, imens jeg har ansvaret for dem.

Ah! Det var dagens kosmiske trip.


Er det farligt at meditere?

Ja, men ikke på en absolut og entydig måde.

For det første, er der mange ting der kaldes for meditation og for det andet er det meget individuelt, hvordan man reagerer på de forskellige metoder. For nogle mennesker er det ganske naturligt at hvile i sig selv og tage pauser. For andre vil meditation være en stor omvæltning i måden at fungere på og kan sætte stærke processer igang, som kan føre til at livet forandres voldsomt.

Det er dog sikkert, at hvis man først har fået kontakt med den indre verden, vil man have svært ved at leve uden. Det er som at skulle til fest, selv om man mere har lyst til en stille aften i ro og mag.

Formålet med at meditere, kan defineres udfra mange synsvinkler:

Spirituelt
At søge og opnå kontakt med Gud eller det højeste selv.
Karmisk
At frigøre sig for jordiske bindinger og træde ud af reinkarnationernes trædemølle.
Sjælshygiejne
At udrense sin sjæl for urenheder, så man bliver klar til mødet med Gud i dette eller kommende liv.
Ro
At nyde den indre fred som man opnår under meditation.
Søgen
At prøve det, for at gøre noget der er spirituelt, ligesom man også skal prøve healing, kanalisering og alt det andet kosmiske.
Flugt
At komme væk fra den ubehagelige hverdag og flygte ind i den indre verden, hvor livet ikke kan nå en.
Fællesskab
Som en del af fællesskabets ritualer, mediterer man sammen med de andre.
Leg
Jeg skal da også prøve at meditere, for nu har jeg hørt så menget spændende om det

Som den kvikke læser nok kan ser, er rækkefølgen ikke helt tilfældig. Den afspejler faktisk forløbet i mit forhold til meditation og for en sikkerheds skyld, vil jeg påpege, at jeg startede nedefra i listen. En anden grund, var at TM lovede at man fik bedre karakterer i skolen.

Jeg startede med TM og overholdt i starten tidsfristen på 2 x 20 minutter om dagen, samt kom til møder og weekendkurser i foreningen.

Da livet i denne periode var hårdt og ubehageligt, begyndte jeg at flygte ind i meditationen, ved at meditere mere end de foreskrevne perioder. Jeg mediterede ekstra, når jeg kunne finde en pause og i det hele taget var jeg ret dum.

En meget vigtig del af TM og alle andre typer af meditation, er at man skal balancere meditation med udadvendt aktivitet. Under den udadvendte aktivitet, bearbejder man de spændninger, der er frigjort under meditationen, så man ikke drukner i indre konflikter, psykisk smerte eller hvad der nu kommer op fra det indre dyb.

Jeg betragter TM som en af de stærkeste meditationsmetoder der findes. Dette er både godt og skidt. Jeg vil sammenligne det med en kniv. En stor, skarp kniv er hurtig og effektiv at arbejde med og en dygtig kok kan lave små mirakler med sådan en, men hvis man giver den samme kniv til et barn i vuggen, er der en ret stor chance for at det går galt.

Så stor er kontrasten, set med mine øjne, når man hovedløst introducerer effektive spirituelle teknikker til den vestlige kultur, hvor der ingen tradition er for at søge kontakt med det åndelige og der ikke er de netværk af Guruer og Ashrams, der er nødvendige for at give de mediterende den rette vejledning, på den meget uoverskuelige og farlige vej imod den store kontakt med det åndelige liv.

Det er derfor man skal holde sig til de fastsatte perioder og sørge for at man meditere mindre, hvis man har ferie. Det får man strenge instrukser om i starten.

Midt i perioden med flugt, kom så min Kundalinirejsning, som lavede endnu mere kaos i mit indre.

I tiden efter "Det store lys", havde jeg en hel del uforstårlige og ubehagelige oplevelser. Jeg vågnede, mens min krop sov, og kunne ikke bevæge min krop eller komme ud af søvntilstanden. Dette gjorde mig meget bange, men jeg kunne ikke gøre andet, end at vente til min bevidsthed faldt i søvn igen, så jeg senere kunne vågne normalt.

Andre gange faldt min "sjæl" ud af kroppen, når jeg sov, og jeg måtte febrilsk prøve at få den på plads igen, da jeg vidste at "jeg"(i flere betydninger) var død, hvis "jeg" ikke kom tilbage.

Normalt holdt jeg meget af at gå tur i skoven, men det holdt jeg op med, fordi jeg nu kunne "mærke" træene og det føltes som jeg "hang fast i dem", når jeg gik for tæt forbi.

Disse ting oplevede jeg uden at vide noget om sjæl, aura og alle de andre ting som jeg senere lærte i den lange rejse igennem New-age verdenen, som efterhånden fulgte. Jeg havde ingen at tale om det med og ingen gad høre på mit "kosmiske ævl". Det var i denne tid at jeg studerede til og blev student, med et ret dårligt gennemsnit.

I min jagt på at forstå hvad der skete med mig, var jeg en ivrig gæst på biblioteket og læste alt hvad jeg kunne finde om psykologi, da jeg troede at mine problemer var psykologiske. Under denne jagt, fandt jeg Fokusering , godt hjulpet at min skytsånd, som hele tiden fulgte med i min søgen og hjalp mig med at finde de rigtige bøger om mennesker. Tak!.

Jeg vil lige sige, at det er sjældent at det går så galt, som det er gået mig, og Gud ske lov og tak for det. Det, som gjorde min situation speciel var, at jeg ikke overholdt min pauser fra TM og så havde jeg en masse psykisk affald på lager, som egentlig bure afholde mig fra at rode med meditation i det hele taget. TM-læreren spurgte mig om jeg havde psykiske problemer, men den slags taler "man" ikke med fremmede om.

Derudover er der vel også noget karmisk og skæbnebestemt, som jeg ikke kan definere nærmere. Jeg vil ikke påstå at jeg er et meget åndeligt udviklet væsen og derfor var klar til det næste trin i udviklingen, for jeg ved med mig selv, at jeg har nogle meget grimme sider i mit sind, som burde gøre, at jeg var langt fra at være særligt "udviklet".

Der skal nok komme mere under dette afsnit.


Strubelytning, en mild meditationsform

Jeg skriver dette, fordi jeg roder med meditation og så noget, men jeg ønsker ikke at spille klog på hvordan andre meditationer virker, for man kommer let ind i uendelige diskussioner om guds eksistens og hvilken farve sokker gud har på,... og hvad ved jeg... ;-)

Dette er en lille, let øvelse der renser sindet, imens du ligger og dovner på sofaen ;-) .

Jeg udviklede metoden fra en oplevelse jeg havde dagen efter nytårs aften, hvor jeg var gået i seng og tænkte på filmen Rumrejse 2001.

Der er en scene i filmen der er meget uhyggelig, syntes jeg, hvor en astronaut er ude i sin rumdragt og man hele tiden kan høre åndedrættet. Jeg undrede mig over, hvorfor det var så uhyggeligt og for ligesom at teste, lavede jeg lyden fra filmen, ved at lukke struben en lille smule, så luften støjer under passagen.

Da jeg lå og lyttede til min egen "luftstøj" kunne jeg mærke at jeg blev bange, men jeg giver ikke op så let, så jeg blev i oplevelsen og pludseligt "hørte" jeg et stort "knald", men der var ingen rumklang på, så jeg vidste at det ikke var udenfor. Det var heller ikke i mit soveværelse, så den eneste løsning var at jeg havde genoplevet et "nytårsknald" og altså "hørt syner".

Den slags syntes jeg er meget interessant, så jeg begyndte at bruge metoden, hver aften, "Lo and behold", fænomenet gentog sig med andre genoplevelser og frigørelse at spændinger i kroppen og sindet. Jeg havde i forvejen mange års erfaring med TM og teorien bag, så jeg genkendte processen, med spændingsløsninger.

Nu har jeg brugt metoden, "Strubelytning", i snart 10 år og jeg er ikke blevet tosset endnu, så derfor tør jeg godt anbefale den til andre.

For at få det bedste ud af at meditere, anbefaler jeg følgende:

  1. At man ikke har indtaget hash, narkotika, store mængder alkohol eller andre bevidsthedsændrende stoffer i mindst 2 døgn før meditation.
    Det er i det hele taget FARLIGT, at blande euforiserende stoffer og meditation ! ! !
  2. At man ikke har spist eller drukket over ½ liter vædske i mindst en time før meditation.
  3. At man ikke lige har været vred eller på anden måde ude af psykisk balance.
  4. At man sørger for at man ikke bliver forstyrret under meditation, af børn, telefon, husdyr, et ur der tikker o.s.v.
  5. At man bliver vækket blidt, når de 15 min er gået, så man ikke sidder/ligger længere end de 15 minutter.
Altså, metoden skematisk:
  1. Læg dig eller sid(bruger jeg ikke selv) behageligt med rank ryg.
  2. Brug et minut til at falde til ro.
  3. Luk struben delvist, ved at stramme stemmebåndene en lille smule, lige nok til at luften støjer.
  4. Lyt til denne støj og lad tanker og andre sanseprocesser flyde forbi, uden at tage stilling til dem.
  5. Efter ca 15 minutter stopper du lyden og venter et par minutter med at fortsætte med dagens dont.

Mens du strubelytter, vil du opleve mange forskellige sanseindtryk, der kommer indefra. Det vil typisk være genoplevelser af ting er kortvarigt har belastet dine sanser, dit sind eller din krop, for eksempel, givet dig et chok.

For det meste vil det dog være en lind strøm af tanker, billeder og ubeskrivelige fornemmelser, der skifter for dit indre øje, mens du forundret ser til, men en enkelt gang i mellem er det stærke sager, der skal ud af systemet.

Eksempler er : høje lyde, berøringer(en lussing), at falde over en kantsten(føles underligt, når man ligger ned), diverse følelser og lyster (også seksuelle), at noget kommer hurtigt imod dit ansigt.

Nogle af de stærke genoplevelser, kan gøre at du griber efter en bold, der "kommer imod dig" eller råber højt i forskrækkelse. Dette er en det af processen og du skal kun være glad for at være kommet af med "det".

Lad oplevelserne passere og fortsæt med at strubelytte, med mindre det har været for kraftigt til, at du kan falde til ro igen.

Det er meget sandsynligt at du falder i søvn, men det gør ikke noget, for det er samme proces som drømme, men bare mens du er vågen og kan kikke med. Ifølge forskningen omkring TM, er hvilen under meditation mere effektiv og dybere end under søvn.

Det er en rigtig god metode, hvis man ikke kan falde i søvn, selvom man er træt.

En ting man skal være klar over er, at der, i forbindelse med oprydning i det indre pulterkammer(sindet), kan blive behov for at give udtryk for de følelser der dukker op, så en gang imellem vil man græde, eller på anden måde have behov for at give udtryk for følelser eller lyster. Det er den del af processen og skal ikke underkendes.

Man skal skal dog ikke være bange for at der kommer for meget op på en gang, så man kommer helt ud af psykisk balance. Det har jeg ikke oplevet med denne proces, som er ret mild og afbryder sig selv, når der kommer noget op til overfladen.

TM derimod er en meget stærkere metode, som har udløst voldsomme reaktioner hos mig. Blandt andet har jeg haft en kundalinirejsning, som gjorde mig småpsykotisk et helt årti. TM er ikke noget man skal lege med, uden konstant, kyndig vejledning. Og jeg mener ikke at dem der underviser i TM, tager deres opgave alvorligt nok. Ups! Det hørte vidst til på Kundalinisiden. :-[

Jeg håber at du har lyst til at "lege med dit sind", for jeg finder metoden meget gavnlig og instruktiv, idet man faktisk kan følge med i hvad der har belastet, systemet igennem årene.

Generelt vil det være sådan, siger min erfaring, at det er "last.-in, first-out"-proces, hvor man ofte kan genkende de ting der er sket fornylig, i de oplevelser man har under strubelytning.

For at drage en sammenligning, der måske er ulækker, men det tætteste på sandheden jeg kan komme.

Det svarer til at brække sig, når man har spist noget man ikke kan tåle. Man kan smage og se, hvad man har fået til middag og man skal være glad for at man er kommet af med et igen, for det var ikke godt at have i sig.

Dog slipper man for "ærter og gulerødder" ;.-)

Det var alt for denne gang.

Jeg håber at du kan bruge det til noget.

Det er aldrig for sent, at arbejde med at forbedre sit velvære.






Skabt: 22.6.2010
Opdateret d. 16.4.2011
Via